03-05-2010 Galathea 4 har hjemsted i Hirtshals
DTU Aqua ved Nordsøen Forskerpark har overtaget Galathea 3-ekspeditionens laboratorier
Af Karsten Bräuner
Galathea 3-ekspeditionen var verdenskendt i Danmark før, under og efter sin verdensomspændende sørejse fra august 2006 til april 2007, hvor kendisser fra Anders Lund Madsen til Kronprins Frederik bidrog til at sikre ekspeditionen opmærksomhed i medierne. Ekspeditionen var den tredje i rækken af globale syvmileskridt inden for dansk naturvidenskabelig forskning.
Selv om Galathea 3 gik i land for snart tre år siden, er projektet på sæt og vis ikke slut. DTU Aqua på Nordsøen Forskerpark i Hirtshals har overtaget fem af ekspeditionens seks specialbyggede laboratorie-containere og kan med nogen ret sige, at Galathea 4 allerede er i gang - med Hirtshals som hjemsted. Containerne skal indgå i det tekniske universitets egne forsknings- og uddannelsesprogrammer samt udlejes til andre service- og forskningsinstitutioner.
Med placeringen i Hirtshals er laboratorie-containerne 'kommet hjem'.
- Vores erfaring med laboratorie-containere startede i 2004 med bygningen af en enkelt container til feltarbejde. Det store ryk kom med Galathea 3, som vi leverede 10 containere til, heraf seks laboratorie-containere og fire backup-containere med trykflasker, kølefaciliteter, opbevaring samt værktøj og udstyr, siger lederen af Det Maritime Service Center under DTU Aqua ved Nordsøen Forskerpark, Tommy Nielsen.
Laboratorie-containerne fra Galathea 3 er specialdesignede til videnskabeligt arbejde under vidt forskellige forhold. De er solidt konstrueret, forsynet med brandhæmmende materialer og godkendt af Norsk Veritas til, at videnskabsmænd kan opholde sig i dem under sejlads. Statens Institut for Strålehygiejne har godkendt dem til arbejde med radioaktive isotoper, og de er effektivt afskærmet mod støj og elektroniske påvirkninger udefra, der ellers ville kunne påvirke måleinstrumenterne. Det sidste stod sin prøve under ekspeditionen, da videnskabsfolk fra Galathea 3 gennemførte laboratoriemålinger ombord, som selv NASA ikke kunne hamle op med.
- Ud over at anvende laboratorie-containerne fra Galathea 3 selv tilbyder DTU Aqua at udleje dem til de formål, kunden har behov for. Det Maritime Service Center vil da udstyre dem med det ønskede udstyr og sikre, at det fungerer, som det skal, siger Tommy Nielsen.
Han tilføjer, at DTU Aqua også tilbyder at konstruere laboratorie-containere til bestemte formål, hvis nogen skulle ønske at købe sin egen.
- Vi har alle specifikationer liggende og stor erfaring i at skabe optimale løsninger til enhver opgave, fastslår han.

Interiør fra en af de seks DTU's laboratorie-containere, der nu har hjemme på Nordsøen Forskerpark i Hirtshals efter at have været anvendt i Galathea 3-ekspeditionen. Laboratorierne kan udstyres med videnskabeligt udstyr tilrettet de opgaver, de skal bruges til.
Tilbage
|